Hanne i Højer blev etableret i 1990 – rammen om virksomheden var de første år det tidligere tømrerværksted på adressen – i 2001 blev den nye butiksbygning indviet og tømrerværksted blev væveværksted. I disse rammer fremstilles og sælges kunsthåndværk fra min egen produktion og ting fra dygtige kolleger og producenter, alt sammen noget jeg gerne selv ville eje. Mine egne produkter er hovedsagelig fremstillet af uld, men jeg bruger dog også andre naturlige materialer. I værkstedet arbejdes med vævning, strikning og grundlaget for alt dette er glæden ved at tegne og male.
Naturen er den evige kilde til inspiration – ligesom oplevelser og indtryk fra rejser ofte er at spore i mine arbejder. Mit arbejde er egentlig mere en livsstil – min mand og jeg har vort hjem på samme adresse og det hele har han tegnet og bygget – på denne måde er der stor sammenhæng i vort liv.
På mine væve fremstilles både metervarer, unika og billeder. Jeg holder af både at lave produkter i mindre serier og unika. Det store redskab – væven – og de tynde tråde er en stadig udfordring og inspiration. Kombinationen af fysisk arbejde med det store redskab og detaljeret med de tekstile materialer er optimal. De enkle materialer, de enkle vævemønstre, hvert eneste arbejde medfører nye ideer og projekter.
Med to pinde og en tråd, en retmaske og en vrangmaske – der åbner sig en uendelig række af kombinationsmuligheder. Jeg designer alle modeller og du kan i min butik købe både de færdige modeller og materialer til selv at strikke. Jeg har en forkærlighed for specielle og lækre materialer – både i væven og med strikke pindene synes jeg allerbedst om resultater, hvor materialet bearbejdes med enkle teknikker og derved får lov at spille en stor rolle i det færdige produkt.
I mange år havde vi vore egne får – hovedsagelig af racen gotlandske pelsfår. Denne race har særlig blød uld i smukke grå nuancer – ligesom skindene er velegnet til beklædning, deraf navnet på racen. Skindene er meget eftertragtede både som hele naturskind til boligindretning og forarbejdet til forskellige pelsprodukter. I butikken finder du alt fra pels veste, jakker, håndledsvarmere, boaer, huer til ex. julepynt.
Mest Kommenterede